First slide

Præsentation

Det glæder os at kunne byde jer velkommen til Krohaven Stenbjerg Kro som ligger midt i Nationalpark Thy.

Det er Danmarks første Nationalpark der blev indviet 2008 og området er et samlet naturområde på 24.370 ha. strækker sig fra Agger Tange i syd til Hanstholm i nord. I Nationalparken finder I det vilde Vesterhav, de brede strande, de rustikke klitter, store hedeområder, smukke skove og store rene søer og et fantastisk rigt dyreliv. Vi håber I vil nyde de storslåede omgivelser lige så meget som vi gør.

Kroens historie daterer en del tilbage, her er der siden 1790 drevet kongelig privilegeret kro. Dvs man havde pligt til at tage mod enhver vejfarende - til gengæld måtte man afgiftsfrit brænde brændevin, brygge øl og bage brød. Privilegierne blev ophævet i 1912 hvor også de lokale måtte gæste kroen, der ellers var forbeholdt rejsende. 

Den dansk-norske Skagens maler P. S. Krøyer og hans kone Maria holdt deres hvedebrødsdage her på stedet i 1889 og her Krøyer for første gang stiftede bekendtskab med den barske fisker- og Vesterhavs-atmosfære, der betog ham så stærkt. Der er malet flere billeder her i Stenbjerg bl.a. et af landingspladsen.

Krobygningen som den står i dag er ikke helt fra 1790. Historien fortæller, at den har været brændt ned 2 gange og den nuværende hovedbygning er fra sidst i 1940erne.

Min tilknytning til stedet startede I 1990 hvor Henny og Henrik overtog kroen. Deres drøm var et sted hvor der var plads til det hele. Mor Henny har altid haft en forkærlighed for naturen og holder af at bringe den med ind i køkkenet, hvor den bliver forvandlet til spændende, smagfulde og smukke retter, så Nationalparkens ankomst var mere end velkommen. Mindes at vi som børn ofte var med i skoven og hente svampe, men vi havde nok ikke forestillet os at blomster og ukrudt ville havne på menuen senere. Spiser I på kroen, skal I nok støde på lokale råvarer fra Nationalparken som I nok ikke får andre steder. Henrik har en stor interesse i dyrelivet i Nationalparken. Han ved næsten alt hvad der er værd at vide om dyrene der lever her. Henrik har de sidste mange år, med stor fornøjelse, haft kroens miniferie gæster med på guidet bustur i Nationalparken, hvor han fortæller om stederne, naturen, dyrene og hvis han kan nå det opvæksten i et lille fiskesamfund.   

2020 var året for et generationsskifte og et eller andet sted har det måske altid lagt i kortene at jeg skulle tage over og fortsætte historiefortællingen om kroen midt i Nationalpark Thy med de lokale råvarer og det gamle nordiske køkken. Nationalparken vil stadig være rammen og i tæt samarbejde med mor Henny vil jeg gerne skabe en oase for de besøgende med inspiration fra Nationalparkens vilde charme. 

 

Endnu engang velkommen, jeg håber I vil nyde opholdet og sætte pris på Nationalparken.

  

 

Stefan